Udlandet er vild med sydvestjysk genbrugs-energi

Der var stor international interesse for at besøge et avanceret biogas-anlæg i Holsted.

Omkring 30 førende eksperter fra hele verden var fredag morgen på studietur til Holsted for se det lokale biogas-anlæg.

Det er nemlig et af Danmarks største og førende på biogas-området.

Hvert år produceres der biogas nok til at kunne opvarme mere end 40.000 husstande med CO2-neutral energi. Biogassen laves af affald fra husholdninger og rest- og biprodukter fra landbrug og industri.

quote

Danmark er langt fremme med at omdanne affald og overskuds-produkter til energi - og den viden kan eksporteres til hele verden.

Jens Bo Holm-Nielsen, sektionsleder, Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet i Esbjerg

Dagens gæster var fra USA, Canada, Brasilien, Indien, Philippinerne, Sydkorea og hele Europa.

Nature Energys biogasanlæg i Holsted er også i front på verdensplan, når det gælder om at udnytte affald til transport og energi.

Udover varme til opvarmning af boliger leverer virksomheden biogas til tankstationer som brændstof til miljøvenligere biler.

- Danmark er langt fremme med at omdanne affald og overskudsprodukter til energi - og den viden kan eksporteres til hele verden, siger Jens Bo Holm-Nielsen, der er sektionsleder i Esbjerg ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet, til TV SYD.

Han var vært og guide på besøget i Holsted.