IC4-comeback med forhindringer: Tog måtte aflyses

IC4-togenes come-back gik fint – bortset fra morgentoget mellem Fredericia og Aarhus. Afgangen kl. 7.21 måtte aflyses, da et reservetog også havde fejl.

IC4-toget med afgang i Fredericia kl. 6.21 havde en generatorfejl, men kom rettidigt til Aarhus. Værre gik det med afgangen en time senere. Her havde IC4-toget også en generatorfejl, som personalet vurderede ikke var forsvarlig at køre med. Og det togsæt, som holdt i reserve, havde en dørfejl, så afgangen måtte helt aflyses. 

Mandag morgen var der atter IC4-tog på de lokale stationer efter næsten tre ugers fravær.
Mandag morgen var der atter IC4-tog på de lokale stationer efter næsten tre ugers fravær.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

- Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over, både for DSB's og vore kunders skyld. Generelt er genindsættelsen af IC4-togene forløbet planmæssigt. Vi har kørt med en rettidighed på 86 procent. Det er lidt bedre end den målsætning, vi har sat. Vi knokler ufortrødent for at få IC4-togene tilbage i drift. Og vi forventer, at alle afgange i eftermiddag vil foregå planmæssigt,  siger informationschef Tony Bispeskov, DSB, til TV SYD.

quote

Vi knokler ufortrødent for at få IC4-togene tilbage i drift. Og vi forventer, at alle afgange i eftermiddag vil foregå planmæssigt.

Tony Bispeskov, informationschef, DSB.

IC4-togene fra Aarhus til Fredericia kørte planmæssigt. Det betød, at Karen Jensen fra Horsens kunne komme afsted til Vejle et kvarter tidligere.

- Det var dejligt afslappende. Jeg har været med andre tog, hvor der har været mange mennesker med, så man skal stå op hele vejen, sagde hun efter planmæssig ankomst til Vejle.