IC4-tog på skinnerne igen for første gang i tre uger

Mandag morgen vil der igen køre IC4-tog med passagerer til og fra Fredericia. I første omgang på strækningen mellem Aarhus og Fredericia.

Fra mandag  vil der igen køre IC4-tog med passagerer. Togsættene vil blive sat trinvist i drift, og der vil derfor også i en kortere periode være ændringer til den normale køreplan. 

Det betyder i første omgang, at der fra mandag morgen igen kører IC4-tog som myldretidstog på strækningen mellem Aarhus og Fredericia.

Det første IC4-tog afgår fra Fredericia mod Aarhus kl. 6.21 og 7.21. Se også tiderne på Rejseplanen.

Disse tog kører mellem Fredericia og Aarhus med stop i Børkop, Brejning, Vejle, Hedensted, Horsens, Skanderborg og Viby.  Der kører fortsat togbusser på strækningen. 

Mellem Aarhus og Esbjerg vil IC4-regionaltogene igen begynde at køre fra onsdag, ligesom de særlige pendlerlyn morgenafgange fra Aarhus og Odense til København også igen vil køre fra onsdag.

Togbusser erstatter indtil da regionaltogene mellem Fredericia og Vejle og standser undervejs i Brejning og Børkop.

For at skabe en bedre forbindelse mellem Esbjerg og Aarhus standser lyntogene i begge retninger fortsat ekstraordinært i Middelfart.

Lyntogene mod København H samt InterCity-togene mod Aarhus H/Aalborg standser ekstraordinært i Hedensted, ligesom InterCity-togene til og fra Esbjerg standser ekstraordinært i Taulov, Brørup, Holsted og Gørding frem til onsdag.

Alle IC4-tog har siden tirsdag den 7. marts været taget midlertidigt ud af passagerdrift på grund af, at en hydraulikpumpe på et IC4-tog gik løs.