TV der bevæger dig

To idrætspriser til Camilla

En glad og stolt Camilla Pedersen med symbolet på, at hun lørdag aften vandt hun prisen som Årets Sportsnavn i Danmark 2014 ved DR-showet Sport 2014 i Herning.

Triatleten Camilla Pedersen fra Esbjerg, som sidste år vandt VM-guld et år efter at have ligget i koma, får både hæderen som Årets Sportsnavn 2014 i Danmark og BTs guldpris.

Triatleten Camilla Pedersen får nemlig også hædersprisen BT Guld 2014. Tidligere lørdag aften vandt hun prisen som Årets Sportsnavn i Danmark 2014 ved DR-showet Sport 2014 i Herning.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten, som siden 1991 har stået for kåringen af Årets Sportsnavn, som lørdag fandt sted ved DR-showet Sport 2014 i Herning.

I september 2014 blev Camilla Pedersen en overbevisende verdensmester i triatlon på distancen fire kilometer svømning, 120 kilometer cykling og 20 kilometer løb. VM-guldet blev sikret med manér i Kina med en margin på fem minutter ned til sølvmedaljevinderen.

Et år tidligere var Camilla Pedersen styrtet voldsomt på cykel på et træningspas og havde slået hovedet så hårdt i asfalten, at cykelhjelmen var flækket. Camilla Pedersen blev efterfølgende holdt i kunstigt koma i 19 dage. Hun havde fået kraniebrud, indre blødninger og havde brækket flere knogler.

- Camilla Pedersen er et omvandrende mirakel. Hun har ikke blot præsteret et formidabelt comeback til livet. Hun har også udvist en dedikation til sporten, som er en verdensmester værdig. En viljestyrke og sejhed som Camilla Pedersens fortjener hyldest, og hun er en meget værdig vinder af Årets Sportsnavn 2014, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF og med i dommerkomitéen for Årets Sportsnavn.

Flere lokale fik hæder

Der var også hæder til to andre idrætsfolk fra TV SYDs område.

Årets Handicapidrætspris gik til Daniel Wagner Jørgensen fra Vejle.

Længdespringeren Daniel Wagner Jørgensen tog tre medaljer ved EM i para-atletik i Swansea og ser nu frem mod VM i Doha 2015 og de paralympiske lege i Rio 2016.

Nyt medlem i Hall of Fame blev håndboldspilleren Lars Christiansen, der med 338 håndboldlandskampe og 1.503 mål i rødt og hvidt over en 20-årig periode har sat et solidt fingeraftryk på både dansk og international håndbold. Han sluttede i 2012 den aktive karriere i KIF Kolding og bor nu i Juelsminde.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden