Ikon stopper i Esbjerg fB til nytår

Midtbanespilleren Hans Henrik Andreasen afslutter ved årets udgang en imponerende karriere i Esbjerg fB.

En epoke i Esbjerg fB’s nyere fodboldhistorie slutter, når midtbanespilleren Hans Henrik Andreasen, blandt fans kendt som HH, til december spiller sin sidste kamp for Esbjerg.

36-årige Hans Henrik Andreasen har i denne sæson fået begrænset spilletid. Da der ikke er udsigt til flere minutter på banen, og hans forventninger til sin egen rolle på holdet er højere, har EfB efter grundige overvejelser besluttet ikke at tilbyde ham en forlængelse. Det oplyser Esbjerg fB i en pressemeddelelse.

- Det er med vemod, vi siger farvel til HH. Han kan se tilbage på en flot karriere i EfB og har vist, hvor langt man kan nå med hårdt arbejde, dedikation og en professionel indstilling. Han har gennem årene været en populær – ja, nærmest kultagtig – skikkelse blandt tilhængerne, siger EfB's administrerende direktør Søren Poulsen.

Efter to år i den tyske klub SpVgg Greuther Fürth og over fem sæsoner i OB, vendte Hans Henrik Andreasen i 2013 tilbage til EfB. Han har spillet i alt 311 kampe og scoret 42 mål for EfB. 387 ligakampe for EfB og OB gør ham til superligaspilleren med næstflest kampe, kun overgået af Brøndby IF’s Per Nielsen. Med 65 superligamål er han den mest scorende midtbanespiller i Superligaens historie.

Hans Henrik Andreasen bliver hyldet på Blue Water Arena i forbindelse med årets sidste hjemmekamp, når EfB møder Sønderjyske 6. december.