Indbrud i villa: Gerningsmand tabte sko

Et indbrud gik galt for to unge tyve, da de natten til fredag brød ind i en villa i Esbjerg. Ejeren af huset vågnede, og én af tyvene tabte sin sko, da de løb fra stedet.

En kvinde på Stengærdet i Esbjerg fik natten til fredag sig en stor forskrækkelse, da hun overraskede to indbrudstyve i sin kælder, efter at de havde skaffet sig adgang til huset via et kældervindue.

- Kvinden hører noget rumstere i huset, og så råber hun dem an, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD fredag morgen.

- Da hun råber dem an, så løber de fra stedet, men på vej ud taber den ene sin sko, fortsætter han.

Skoen, som er en sortgrå Nike sko, er nu i politiets varetægt.

- Så hvis ens søn er kommet hjem uden en sko i løbet af natten, så er det måske en god idé lige at høre, hvad der er sket, opfordrer vagtchefen.

Indbrudstyvene nåede ikke at stjæle noget fra hjemmet.

 

 

Kvinden nåede at få et glimt af de to gerningsmænd, som hun beskriver som:

 15-20 år gamle
Mørkglødede i huden
Den ene har en stribet trøje på, den anden en hættetrøje.
Anmeldelsen om indbruddet løb ind til Syd- og Sønderjyllands Politi kl
02.42 natten til fredag.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.