Inddrager lille sø i kulissen til Atlantis

Sommerspillet i parken ved Palsgaard i Juelsminde inddrager en nærliggende sø i kulissen til årets forestilling, Atlantis. Forestillingen har premiere torsdag i næste uge.

Palsgaard sommerspil har netop søsat skibene, som skal bruges i forestillingen, når den afdøde konge af Atlantis skal sendes videre til næste verden.

- Vi har døbt skibet Charon, opkaldt efter færgemanden, der ifølge den græske mytologi transporterer folk over floden Styx til dødsriget Hades. Kong Atlas må jo af sted hver aften", konstaterer scenograf Jesper Hansen, der glæder sig over, at også de jordnære kulisser er klar.

Sagnriget Atlantis er rammen om en fortælling om krig, kongemord og kærlighed, og publikum må gerne blive passende imponeret af scenariet, når de træder ind i parken.

- Det er ikke nogen romantisk kulisse, men en majestætisk ramme om en barsk og til tider brutal, men også meget, meget smuk forestilling, noterer scenografen.

Forestillingen er inspireret af tv-serien Game of Thrones. Ca. 5000 har købt billet til forestillingen, som har premiere i næste uge. Palsgaard

Sommerspil håber på at kunne sælge over 10.000 billetter til forestillingerne, som slutter søndag den 9. august.

Fakta: Atlantis

En alfaderlig konge, en underskøn prinsesse, en smuk, men fattig yngling, en svigefuld slavinde, en idealistisk præst og en magtbegærlig hærfører.

Alle er de en del af det brogede persongalleri i den danske succes-musical om modgang og magt, om had og hævn, om krig og ikke mindst om kærlighed.

Musicalen Atlantis, inspireret af sagnet om riget, der sank i havet som følge af Gudernes hævn, er skrevet af de tre skolekammerater Peter Spies, Thomas Høg og Sune Svanekier, havde premiere på Bellevue Teatret i 1993 og har været opført adskillige gange siden både i Danmark og ude i den store verden.