Indkalder til møde på kaserne

Regionsrådsformand Carl Holst (V) indkalder stærke, lokale kræfter til møde på kasernen i Sønderborg i morgen. Det handler om kampen for arbejdspladser.

Carl Holst erkender, at slaget om Sønderborg Kaserne er tabt. Man han nægter at vifte med det hvide flag, når det gælder om at tiltrække, fastholde og udvikle arbejdspladser i kommunen.

Region Syddanmark har inviteret otte lokale repræsentanter, og de har alle givet tilsagn om at deltage i arbejdet. Danfoss har dog meldt fra til mødet, men er med i det fremadrettede arbejde. Den store opbakning glæder regionsrådsformanden.

Inspiration fra Viborg

- Resultatet bliver bedst med lokal forankring, og jeg er glad for, at vi nu sammen kan finde nye aktiviteter, der kan styrke og supplere de gode tilbud, der allerede er i området, siger Carl Holst.

Mødet er bl.a. inspireret af positive erfaringer fra Viborg - som tidligere omtalt i TV SYD. Her er den lukkede kaserne omdannet til nye aktiviteter og har fået nyt liv og skabt nye arbejdspladser.

Carl Holst er da også overbevist om, at Sønderborg Kasernes historiske bygninger vil komme til at danne rammen om noget, der vil gavne hele området. Foreløbig er ideer om et idrætsakademi og en idrætsefterskole blevet nævnt. Carl Holst kan forestille sig, at den fremtidige brug vil være inden for kultur og uddannelse.

- Det vil være til gavn for netop arbejdet med at tiltrække og fastholde arbejdskraft og arbejdspladser, siger han.