811 kvinder får undskyldning: Det var en menneskelig fejl

811 kvinder blev indkaldt for sent til en supplerende kræftundersøgelse. Odense Universitetshospital beklager det, der tyder på en menneskelig fejl

En præcisering af reglerne fra Sundhedsstyrelsen i 2014  var ikke indført korrekt i Region Syddanmark. Det har betydet, at en række kvinder i regionen siden maj 2014 og frem til december 2016 for sent har fået den supplerende undersøgelse, der skulle afgøre, om de havde brystkræft.

quote

Jeg vil gerne beklage forløbet og give de mange kvinder en uforbeholden undskyldning.

Kim Brixen, direktør, Odense Universitetshospital

- Jeg vil gerne beklage forløbet og give de mange kvinder en uforbeholden undskyldning. Vi er rigtig kede af den fejl, vi har lavet, siger direktør for Odense Universiteteshospital, Kim Brixen, til TV SYD.

De 138 kvinder, der ved en senere undersøgelse fik konstateret brystkræft, ventede i gennemsnit 7,25 dage for længe. For de fleste drejer overskridelsen sig om få dage, men en enkelt kræftpatient fik sin udredning forsinket 37 dage. 

- Indtil videre ser det her ud til at være en menneskelig fejl. Det, vi nu vil gøre, er at se på den kæde af informationer, der skal gå fra sundhedsstyrelsen til regionen, og fra regionen  til hospitalet og fra hospitalet til de konkrete afdelinger. Vi må være sikker på at informtionen bliver læst, forstået og implementeret. Det er også vores opgave at kontrollere, at vores systemer kører - og det må vi så ud og se efter, siger Kim Brixen til TV SYD. 

Læs her om den supplerende kræftundersøgelse de 811 kvinder fik tilbudt for sent

  • Det er normalt, at kvinder med alderen får harmløse forandringer i brystvævet, såsom vandcyster, små forkalkninger eller godartede knuder. 
  • Det kan være svært at se forskel på disse forandringer og kræft i den første mammografiscreening, der er en røntgenundersøgelse af brystet. 
  • Den første mammografiscreening tilbydes alle kvinder mellem 50 og 69 år.
  • Hvis den første undersøgelse viser uregelmæssigheder, der måske kan være tegn på brystkræft, tilbydes kvinden en supplerende undersøgelse, der skal afgøre, om der er tale om brystkræft.
  • En supplerende kræftundersøgelse kaldes også klinisk mammografi
 Kilde: Region Syddanmark/Ritzau