Når Jeanette føler sig dum, får hun hjælp af en sygeplejerske i sort

Tekst: Rasmus Jensen | Video: Patos Film

Jeanette Kristiansen er indlagt med en byld i det ene lår, der giver hende kraftige smerter. Hun er hjemløs og stofmisbruger - og frygter altid mødet med sygehusvæsenet, fordi hun ikke føler, at hun bliver taget seriøst.

Når personalet på sygehuset i Horsens ikke forstår Jeanette Kristiansen, ringer de efter Signe Koba, der er socialsygeplejerske og iført sort uniform. Hun er uddannet i at håndtere stofmisbrugere, alkoholafhængige og hjemløse. Regionshospitalet Horsens er det eneste sygehus i Syd- og Sønderjylland, der har ansat socialsygeplejersker, hvis rolle er at bygge bro mellem udsatte patienter og personalet.

Både Jeanette Kristiansen og Signe Koba medvirker i TV SYDs serie "Sygeplejersker i sort", som kan streames på TV SYD PLAY.