Industrien mangler medarbejdere

Ledigheden inden for industrien i Syddanmark er faldet med 68 %. Men det er bekymrende, at industrien allerede nu mangler medarbejdere, skriver dagbladet Børsen.

Der er opsving og udsigt til flere arbejdspladser i industrien. Men selvom de lysere udsigter umiddelbart lyder godt, vækker udviklingen bekymring i branchen.

Der er nemlig ikke nok klejnsmede, industriteknikere og andre kvalificerede medarbejdere til at følge med det kraftige fald i ledigheden.

Ifølge dagbladet Børsen er er ledigheden i Syddanmark faldet med 68 % på bare ét år. Det betyder, at det kun er 4,3 % af medarbejderne i industrien, der står uden arbejde.

- Det er først nu, vi ser en stigende beskæftigelse, og udviklingen betyder, at vi meget hurtigt kan få problemer med, at den vækst, vi gerne skulle se, ikke bliver til noget, fordi vi mangler arbejdskraft, siger arbejdsmarkedspolitisk chef i DI, Steen Nielsen, til Børsen.

Ledigheden er faldet i hele landet, men mest i Syddanmark.