Influenzatypen H10N7 er årsag til stor sæl-død

Siden september måned har der i Vadehavet været væsentligt flere døde sæler end normalt på grund af influenza. Det er nu endeligt påvist, at det er typen H10N7, der svækker sælerne i Vadehavet og gør dem modtagelige overfor bakterieinfektioner, der forårsager dødelig lungebetændelse.

I starten af juli måned blev H10N7 fundet i spættede sæler ved Anholt og senere også i Limfjorden. Nu er det så endelig påvist, at det er samme virus, der over tid har spredt sig til den jyske vestkyst.

I Tyskland observeres der ligeledes i disse dage et øget antal døde sæler, men hvorvidt det skyldes samme virus, der har spredt sig er endnu uvist, om end det er sandsynligt.

Det er første gang at H10N7 er fundet i sæler, men andre typer influenza virus har tidligere forårsaget øget dødelighed blandt sæler langs den amerikanske østkyst. Selvom der dør mange sæler under det aktuelle udbrud af H10N7, regner man ikke med, at det udgør nogen trussel for sælbestanden.

Det tilrådes, at man ikke rører ved de døde sæler på strandene, da smitte ikke kan udelukkes. Dette gælder i øvrigt generelt ved fund af døde dyr i naturen.