Ny motorvej: Drøm for nogle - mareridt for andre

Drøm eller mareridt. En ny midtjysk motorvejsstrækning deler vandene mange år inden den eventuelt bliver anlagt. Onsdag aften er der informationsmøde om hvor vejen skal gå gennem Kolding Kommune.

Regeringen har besluttet, at der skal laves undersøgelser af en kommende Hærvejsmotorvej på strækningen Haderslev-Billund-Give, men hvordan linjeføringen ender med at se ud, er endnu uklart.

Hærvejsmotorvejen vil ikke bare skære sig gennem det syd- og sønderjyske område. Mange år inden den eventuelt bliver anlagt har den skabt både modstandere og tilhængere.

Der er masser af facebookgrupper for og i mod - der findes ligefrem en hjemmeside, der hedder hærvejsmotorvej.nu og en der hedder hærvejsmotorvej-nej.dk.

En af dem, som kan stå til at få en motorvej igennem sin ejendom er minkavler Peter Hindbo fra Jordrup.

- Vi var i chok den første uges tid. Vi har købt ejendommen i 1985, og den så mildest talt forfærdelig ud dengang og vi har fået det bygget op igennem årene, siger Peter Hindbo til TV SYD. 

Peter Hindbo fra Jordrup er en af de grundejere, der risikere at få en motorvej igennem sin baghave.
Peter Hindbo fra Jordrup er en af de grundejere, der risikere at få en motorvej igennem sin baghave.

Lige nu undersøger Vejdirektoratet strækningen fra Give til Haderslev. Et af stederne er spørgsmålet om vejen skal gå vest om Vamdrup til Stepping og Christiansfeld eller den skal gå forbi Lunderskov, Hjarup og Ødis. 

På et borgermøde onsdag aften orienterede Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V) og medarbejdere fra Vejdirektoratet om status for arbejdet med at undersøge motorvejsprojektets miljøpåvirkninger, samt om den videre proces. Her var over 500 borgere mødt op for at høre myndighedernes planer.

- Vi prøver at fortælle, så meget vi kan, men visheden kan vi ikke give endnu. Vi er midt i processen for at finde den bedste løsning. Det er ikke en behagelig opgave, men det er den vi er stillet, og vi forsøger at løse den så godt som muligt, siger afdelingsleder fra Vejdirektoratet Karsten Kirk Larsen til TV SYD.

Folketinget forventes at træffe endelig beslutning om en ny motorvej i slutningen af 2019 eller 2020 

Forundersøgelserne har allerede afstedkommet massevis af indsigelser og alternative forslag. Læs om dem på Vejdirektoratets hjemmeside.

Borgermødet om linjeføring i Kolding Kommune holdes onsdag den 11. april klokken 19-21 i Lunderskovhallen.