Inga Juul Vind bliver ny chef på DR Syd

Inga Juul Vind vender tilbage til DR og bliver ny chef for DR Syd fra den 1. august i år. Hun vil gøre de sønderjyske historier endnu mere synlige.

Den 34-årige journalist har siden sommeren 2011 arbejdet på Radio24syv, hvor hun har været med i hele opstarten af kanalen, og i dag er Inga Juul Vind magasinchef med ansvar for en lang række af radioens nyhedsmagasiner.

På DR Syd, der har redaktioner i Aabenraa og Esbjerg, bliver hun redaktionschef for cirka 30 medarbejdere. Kerneproduktet for DR Syd er de regionale udsendelser på P4, men der bliver også produceret nyheder til for eksempel Radioavisen, TV-Avisen og dr.dk, ligesom DR Syd laver programmer til andre af DRs platforme.

- Vi glæder os til at få Inga Juul Vind på chefholdet i DR Danmark. Hun er en skarp og ambitiøs journalist, et energisk og kreativt radiomenneske og en dygtig og målrettet chef. Hun bliver uden tvivl en gevinst for DR Syd, siger den konstituerede direktør for DR Danmark, Per Krogh Simonsen i en pressemeddelelse fra DR.

Inga Juul Vind selv er stolt over og glad for at få lov til at stå i spidsen for DR Syd.

- Det er et stort privilegium at få lov til at udvikle den regionale nyhedsjournalistik, så historierne fra Syd- og Sønderjylland bliver endnu mere synlige - både regionalt og nationalt, siger Inga Juul Vind.

Hun er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2003, og i DR-regi har Inga Juul Vind tidligere arbejdet på P3 Nyheder og Radioavisen fra 2003-2006 og som redaktør på P1 Morgen fra 2009-2011. Fra 2006-2008 var Inga Juul Vind redaktør på TV 2 Radio, og senest har hun altså været magasinchef på Radio24syv.