Ingen bombe fundet i Haderslev-bio

Politiet har ikke fundet nogen bombe og derfor hævet afspærring ved biograf i Haderslev efter bombetrussel.

Bombetruslen mod biografen Kosmorama i Haderslev viste sig at være en tom trussel. Politiet kunne sidst på aftenen hæve afspærringerne omkring biografen, der tidligere måtte evakueres for publikum.

- Vi har haft bomberyddere fremme og ikke fundet nogen bombe, siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann.

Publikum til Batman-filmen The Dark Knight Rises i Haderslev måtte tidligere lørdag aften forlade biografen på grund af bombetruslen. Forestillingen havde da været i gang i 20 minutter.

Truslen fik politiet til at afspærre området omkring biografen.

Bombehunde og ammunitionsryddere blev tilkaldt fra Skive, men en fortrop nåede tidligt frem og kunne konstatere, at biografen var fri for bomber.

Politiet arbejder nu på at fastslå, hvem der stod bag truslen, og her har man ifølge den vagthavende gode muligheder.

- Det skulle undre mig, om han slipper ustraffet fra det her, lyder vurderingen.

Da Batman-filmen den 20. juli havde premiere i USA, trængte en mand iført skudsikkert antræk ind i en biograf i Colorado, hvor han dræbte 12 mennesker og sårede 58 andre.