Ingen gider Danmark

Danmark helt i bund som feriemål i Europa.

Danmark står på ingen måde øverst på ønskelisten, når udlændinge skal planlægge ferie.
Faktisk er vi en af de mindst ønskede feriedestinationer i Europa, viser ny undersøgelse fra Europakommissionen.

Under en halv procent af samtlige europæere har planer om at afholde deres hovedferie i Danmark i løbet af 2011 - kun når danskerne, der bliver hjemme i ferien tælles med, kommer man op på en halv procent.

Hos organisationen Dansk Erhverv mener man, det er skuffende, at Danmark slet ikke optræder på listen over europæernes foretrukne rejsemål.

- Jeg er især bekymret over at en række af de lande, vi normalt sammenligner os med, ikke mindst Sverige, ligger noget over Danmark i undersøgelsen, siger Morten Brustad, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

Undersøgelsen viser også, at det faktisk kun er skandinaver og østrigere, der prioriterer sol og strand højest, når de vælger feriemål.

Det, der virkelig betyder noget, når man skal på ferie, er muligheden for at kunne slappe af.

- Vi hører det tit: Vejret er for dårligt i Danmark, og det er derfor turisterne hellere vil til lande med et varmere klima, siger Morten Brustad og slår fast:

- Faktum er imidlertid, at vi i Danmark med vores mange sommerhuse, campingpladser og gode restauranter netop tilbyder den ferieform, langt de fleste turister efterspørger.
 
Morten Brustad tvivler på, at Danmark er gode nok til at fortælle den historie.

- Spørgsmålet er om vi er tilstrækkeligt dygtige til at markedsføre det dejlige ved at tage på ferie i Danmark, siger han.