Lovlydige spejdere holdt sig fra kriminalitet

De 37.000 deltagere på spejderlejren SL2017 i Sønderborg opførte sig eksemplarisk. Kun få politisager efter en uges lejr.

Syd- og Sønderjyllands Politi havde en meget rolig uge under den store spejderlejr.

Politiet havde etableret en lokal politistation, mens lejren stod på, hvor opgaverne primært bestod i at skabe dialog og tryghed blandt de mange deltagere.

Selvom lejren i indbyggertal var større end Sønderborg, var der kun enkelte anmeldelser om kriminalitet.

- Set med politimæssige øjne var spejderlejren meget fredelig. Vi har modtaget en håndfuld anmeldelser om for eksempel tyveri. Og det er positivt, at der ikke har været anmeldelser om for eksempel vold, oplyser politiinspektør Claus Nørgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Benny Agergaard, der er formand for SL2017, glæder sig over, at politiet har haft en overskuelig arbejdsopgave på lejren.

- Det har uden tvivl haft en god effekt, at politiet ligesom lejrens egne vagter har været synlige og har haft en god og hyggelig dialog med lejrdeltagerne. Men det overrasker mig ikke, at politiet kun har haft få opgaver på lejren. Vi oplever generelt ikke, at der er brug for politi, når spejdere er samlet, siger Benny Agergaard.