TV der bevæger dig

.josh-art-headings{ width:100%; border-radius: 20px; }

Østers-fiskeri: Ingen kvaler, hvis staten betaler

Det er østers lignende disse, fiskere nu kan få lov at plukke og videresælge. Foto: Arkiv

For nogen er østers en delikatesse, og der er mange af dem i Vadehavet. Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

1 af 2

Fiskeriministeren giver mulighed for at fange og sælge stillehavsøsters fra Vadehavet. Det bliver mødt med både jubel og skepsis.

Fiskerne ved Vadehavet skal have lov til at høste østers med net eller med de bare næver. Sådan lyder udmeldingen fra fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V). Målet er dels at mindske bestanden af østers, dels at sørge for østers til områdets restauranter. 

Nogle synes, det er en perleidé, andre er mere skeptiske, ikke mindst fiskerne. Ifølge oplægget skal de nemlig selv betale for Fødevarestyrelsens ugentlige prøver af vand og østers.

- Det er jo et fiskeri i meget lille skala, når vi ikke må suge østers op eller skrabe havbunden. Og det er et ret begrænset marked. Så hvis man vil have nogen til at gøre det her, skal man ikke lægge alle udgifter over på fiskerne, Jesper Juul Larsen, som er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Staten vil af med de mange stillehavsøsters, fordi de ødelægger væksten af andre bløddyr i Vadehavet.

Om østersprojektet

  • Stillehavsøsters er en invasiv art, og derfor skal bestanden mindskes
  • Erhvervsfiskere og bierhvervsfiskere kan søge om tilladelse til at fange stillehavsøsterserne
  • Østerserne må kun fanges med håndkraft eller håndholdte redskaber

Guf for turister

Benny Thomsen fra Mandø Event har tidligere opfordret til at sætte gang i østersfiskeriet. 

Mange købedygtige turister vil gerne sidde på en østersbar og spise tre østers med et glas champagne til.

Benny Thomsen, ejer af Mandø Event.

- Jeg er glad for, at døren nu bliver åbnet. Mange købedygtige turister vil gerne sidde på en østersbar og spise tre østers med et glas champagne til, og nogle vil gerne have østers med hjem. Det vil være et godt og forholdsvis billigt turistfremstød for Vadehavet, hvis staten betaler for prøverne, siger han.

- Pas på naturen

Også i Vadehavscentret har man registreret nyheden om østers med stor interesse. 

- Det bliver spændende, om det lykkes fiskerne at afsætte deres østers. Der er egentlig østers nok derude, men der skal tages hensyn til naturen, siger Klaus Melbye, som er leder af Vadehavscentret

I næste uge sender Vadehavscentret et brev med opfordringer til ministeren.

- Jeg håber, de friholder de østersbanker, som naturvejlederne tager ud til. Samtidig håber jeg, at man vil følge fiskeriet nøje, så naturen ikke tager skade.

Indtil videre er østersfiskeriet en forsøgsordning indtil slutningen af maj.

Læs også Nyt våben mod stillehavsøsters: Nu må fiskere høste i Vadehavet

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu