Ingen løn - du er under revalidering!

Bettina Højlund Hedemand er blevet fanget i systemet. Hun arbejder i princippet gratis som lærervikar i Varde Kommune, selvom hun udfører et reelt stykke arbejde.

25.000 kroner i løn i fire måneder - og en gæld på 40.000 kroner til kommunen, når du er færdig i job. Regnestykket virker underligt, men det er, hvad Bettina Højlund Hedemand oplever som lærervikar i Varde Kommune.

I 2001 kom hun til skade i et færdselsuheld, der betød, at hun ikke længere kunne fortsætte sit job som Falck-redder. Derfor kom hun i revalidering, og fik mulighed for at begynde på læreruddannelsen. Dengang følte hun sig heldig.

Billig arbejdskraft

I sidste måned fik Bettina Højlund Hedemand tilbudt et lærervikariat på fire måneder, inden hun gør sin uddannelse helt færdig. Lønnen er på 25.000, og det fik den lærerstuderende til at spørge, hvorvidt en sådan stilling kunne foregå samtidig med hendes revalidering. Hun fik besked på, at hun ikke måtte tjene mere end 4.000 kroner udover det beløb, hun i forvejen tjente hos kommunen. Ellers ville revalideringen ophøre.

- Det er klart, jeg ikke både kunne modtage fuld løn og revalidering. Det er også fair nok, siger Bettina Højlund Hedemand til TV SYD.

Bettina Højlund Hedemand tjener altså 25.000 kroner i måneden, og det, fortæller kommunen nu, er 10.000 for meget. I stedet for at fjerne revalideringen, mens hun er i job, kan hun i stedet se frem til at få revalideringen fjernet, når hun ikke længere har nogen indkomst - når lærervikariatet ophører. Så trækker kommunen den "overskydende" indkomst på 40.000 fra revalideringen, så Bettina Højlund Hedemand i næsten tre måneder ikke er berettiget til at modtage en krone, mens hun læser til lærer.

Opsiger stillingen

Bettina Højlund Hedemand har forsøgt at søge om pause fra revalideringen mens hun arbejder som lærervikar, men hun har fået afslag fra kommunen. Derfor arbejder hun nu reelt til en løn på 15.000 kroner i måneden.

- Jeg føler lidt, at man taget måsen på mig, hvis jeg siger ja til at arbejde til 10.000 kroner under den løn, jeg egentlig er berettiget til, siger hun.

Frustrationen er så stor, at Bettina Højlund Hedemand nu er stoppet som lærervikar. Der går nu et halvt år, før hun kan genoptage sin uddannelse, og i denne periode er hun igen afhængig af kommunens pengekasse, i stedet for at kunne forsørge sig selv som vikar.

Få hele historien, og hør kommentaren fra arbejdsmarkedsordfører fra Venstre, Ulla Tørnæs. Det er i aften på TV SYD klokken 19.30.