Ingen mælk til børnehavebørn i Sydjylland

Børnehavebørn må på grund af kommunale besparelser fremover undvære mælk i børnehaven.

De stramme kommunale budgetter tvinger institutionerne til at spare mælken væk, lyder det nu fra en lang række børnehaver i det sydjyske.

Det skriver JydskeVestkysten, som har talt med otte tilfældigt valgte børnehaver i Sydjylland. Syv af dem har fjernet mælken eller har planer om det.

I eksempelvis Børnehaven Skovreden i Haderslev, hvor de 60 børn har måttet undvære mælken siden 1. august, betyder det en årlig besparelse på omkring 12.000 kroner.

I Sct. Hedvigsøstrenes Børnehave i Kolding blev mælken sparet væk allerede sidste år, og her fortæller leder Kjerstine Jensen, at mange forældre er bekymrede for, om deres børn nu ikke får mælk nok.

- De har svært ved at få børnene til at drikke mælken om aftenen, og mange er blevet provokeret af, at vi ikke kan sørge for, de får mælken, siger hun.

Usundere madordning

Og forældrene har grund til at være bekymrede, mener en ekspert i børneernæring på DTU, Camilla Hoppe:
 
- Børnene får en stor del af deres mad og drikke i institutionen. Hvis de kun får mælk derhjemme, kræver det nogle meget opmærksomme forældre, så det kan sagtens være, at dette betyder, at nogle børn ikke får mælk nok, siger Camilla Hoppe.
 
Hun mener, at de aktuelle spareplaner ikke går ret godt i spænd med regeringens omdiskuterede madordning, som har til formål at give alle børn et sundt måltid mad.
 
- Det hænger slet ikke sammen at lave en sund madordning og derefter fjerne mælken, siger hun.