Internet-konkurs giver travlhed i Nørre Nebel

40.000 kunder stod i sidste uge uden internetforbindelser, da Randers-virksomheden Skyline gik konkurs. Nu oplever det lille Nørre Nebel-firma, AirNet en sand kundestorm, da sommerhus-ejere vil have lokalt internet fra luften.

Medarbejderne ligger vandret i luften hos AirNet i Nørre Nebel i disse dage. AirNet er nemlig i stand til at hjælpe en del af de 40.000 internet-kunder, som kom i klemme, da konkurrenten Skyline gik konkurs i sidste uge.
Begge virksomheder er etableret i 2007 og tilbyder lynhurtigt internet ? også i yderområderne, hvor mange bredbånds-operatører ikke har dækning.

AirNet har med en håndfuld medarbejdere indtil videre forsynet et par tusinde sommerhuse på Rømø, ved Ringkøbing Fjord og ned langs Vestkysten til foreløbigt Vejers Strand med trådløst internet. Inden længe er Blåvand også med, ligesom AirNet leverer hurtigt internet i flere store feriecentre
- Det har været helt vildt, siden Skyline indgav konkursbegæring. Telefonerne gløder, og det er både privatkunder og storkunder, der kontakter os. For eksempel har et udlejningsbureau bedt os om at overtage internet i 400 feriehuse, fortæller direktør i AirNet, Søren Jørgensen.