Intet nytår uden en rask travetur

Både i Aabenraa og Varde traver store og små nytårsdag sædvanen tro med på en frisk gåtur med Hjerteforeningen for at hilse det nye år velkommen.

Årsskiftet markerer for mange, at tiden for de mange fristelser er ovre. En stor del af os får i julemåneden spist mange lækkerier og meget julesul og hilser derfor januar velkommen som en anledning til at fokusere et lettere liv.

- Står et lettere liv højt på ønskelisten for 2015, er der rig mulighed for at kickstarte den livsstil sammen med Hjerteforeningen. Ved nytårsgåturen kan du tage de første skridt til et mere aktivt liv, hygge dig sammen med andre og gå de sidste rester af nytårsbobler ud af kroppen, siger Margit Madsen, formand for Hjerteforeningens lokalkomité i Varde.