Isbiler med proteinbomber

På sygehusene får småtspisende patienter, f.eks. kræftsyge, tilbudt særlig proteinflødeis. Nu har firmaet Hjem-Is, der har hjemme i Aabenraa, bragt proteinbomben uden for hospitalernes mure.

Hjem-Is tog proteinflødeisen i sortimentet for en måned siden på hjemmesiden. Men efterspørgslen har været overrasskende stor.

Direktør Per Roth kan f.eks. fortælle om en oplevelse, som en af firmaets sælgere havde på Sjælland.

- Der var en bagvedkørende billist, som stoppede vores sælger, fordi hun gennem sin mor havde hørt om proteinflødeisen. Moren var en småtspisende, ældre dame, som havde brug for hjælp til ernæringen, så datteren ville gerne købe nogle bøtter med hjem til hende. Vores sælger havde tilfældigvis en kasse med i bilen, så hun kunne købe ti bøtter.

Det var heldigt, for normalt skal proteinflødeisen bestilles. Og om den ender på bagsmækken af de lyseblå is-biler, ved direktøren ikke. Isen produceres af Skee Ismejeri fra Store Merløse nord for Ringsted. Fløden til isen leveres af Thiese Mejeri.

- Skee Is henvendte sig til os, fordi det har været en udfordring for dem at få proteinflødeisen bredt ud, fortæller Per Roth. Bl.a. fordi tidligere patienter, som er blevet glade for isen, har haft svært ved at få fingre i den efter deres udskrivelse. Det laver vi nu om på.

Sygehusene tilbyder den særlige proteinholdige is til patienter, som ikke har appetit til at spise. På den måde kan de få meget energi, selv om de kun får få mundfulde ned.

Proteinflødeisen med vanilje fra Skee Is indeholder 309 kalorier og 9 gram protein pr. 100 gram is, hvor flødeis med vanilje fra Hjem-IS til sammenligning indeholder 194 kalorier og 3,6 gram protein pr. 100 gram.