Ishockey-tilskuer fik kraniebrud

En 48-årig mand fra Aalborg ligger hårdt kvæstet på sygehuset. Han kom i klammeri efter ishockey-kampen i Vojens torsdag aften. Politiet efterlyser vidner og modparten. Den 48-årige er fortsat i livsfare, oplyser politiet.

Efter Danmarks 2-0-sejr stod den 48-årige mand og tissede på en skråning ved udgangen fra SE Arena. Publikum var lige lukket ud fra landskampen - og en mand kom forbi og kommenterede tisseriet. Og de to mænd kom i slagsmål.

Faldt bagover

Den 48-årige blev slået en enkelt gang og faldt bagover og slog baghovedet ned i fliserne. Det betød, at han har fået kraniebrud. Meldingen sidst på eftermiddagen er, at manden fortsat er i livsfare efter det uheldige fald.

Manden, som den 48-årige havde været i klammeri med, blev i første omgang på stedet. Men han gik efter kort tid - og overlod den kvæstede aalborgenser til vidner.

Politiet i Syd- og Sønderjylland beder manden om at melde sig. Sandsynligvis ved nogen også, hvem han kan være. Dem vil politiet også gerne i kontakt med.

Politiet er interesseret i at høre hans version af, hvad der skete.

Politiet ved ikke, om manden er lokal, fordi der var tale om en landskamp med tilskuere fra hele landet.

- Men mandens dialekt kunne tyde på det, siger vicepolitikommissær Jens-Peter Rudbeck, lokalpolitiets i Haderslev. Det, at han reagerer på manden tisseri lige ved den nye hal, kunne også tyde på lokal tilknytning. Men vi ved det ikke.

Manden beskrives som ca. 30 år, 185-190 cm høj, almindelig til muskuløs af bygning og med meget kort hår. Han talte med lokal dialekt - eller i hvert fald jysk