Ishockeymestrene går i front i sydjysk kvartfinaleserie

Esbjerg har taget føringen mod Sønderjyske.

Med en 4-1-sejr over Sønderjyske tirsdag aften har ishockeymestrene Esbjerg Energy tilbageerobret initiativet i kvartfinaleserien mellem de to lokale rivaler, som esbjerg nu fører med 2-1.

Efter tre kampe fører Esbjerg samlet med 2-1. Det hold, der først vinder fire gange, avancerer til semifinalerne.

Hvor de første to kvartfinaler var uhyggeligt tætte, var der større forskel på holdene i kamp tre.

Efter at Danny Hobbs havde bragt Sønderjyske foran med en tidlig scoring, overtog Esbjerg helt initiativet og vendte kampen på hovedet, inden første periode var slut.

Phillip Bruggisser løftede stemningen blandt de godt 2500 tilskuere i Granly Hockey Arena, da han udlignede, mens Esbjerg var i undertal. Med fem minutter tilbage af perioden kunne Ryan Martindale bringe hjemmeholdet i front.

Mens gæsterne havde svært ved at omsætte deres overtalsspil til store chancer, satte Esbjerg pucken i nettet, første gang Sønderjyske havde en mand i straffeboksen.

Tyler Fiddler stod for målet efter knap en halv times spil. På det tidspunkt begyndte det at se svært ud for Sønderjyske mod det solde hjemmehold.

Da Jordan Knackstedt i begyndelsen af tredje periode bragte Esbjerg på 4-1, var kampen afgjort, og de to hold kunne så småt begynde at lade op til fjerde akt af kvartfinaleserien, der bliver spillet i Vojens på fredag.