IT-fejl kan have kostet døden

Alene i Region Midtjylland er fem kvinder, som på grund af en it-fejl ikke blev indkaldt til screening for celleforandringer, døde af livmoderhalskræft. Det oplyser TV2 Østjylland.

Ifølge regionerne har cirka 40 kvinder på landsplan fået livmoderhalskræft efter manglende screening af forstadiet til kræftformen.

I alt 19 kvinder i Region Midtjylland har fået livmoderhalskræft efter it-fejlen.

Allerede i oktober sidste år kom det frem, at cirka 27.000 kvinder på landsplan ved en fejl var blevet frameldt screeningsprogrammet mellem 1981 og 2007.

De kræftsyge kvinder vil nu modtage et brev med oplysninger om, at regionen vil hjælpe dem med at kontakte Patienterstatningen.