Iversen missede finalen

For fjerde gang i træk kørte speedwaykøreren Niels-Kristian Iversen sig i en semifinale ved et Grand Prix. Det blev dog endestationen i Cardiff, hvilket ærgrede Esbjergkøreren.

Efter sejren i Parken var Niels-Kristian Iversen klar til at blæse til angreb på Millenium Stadium i Cardiff, og han kvalificerede sig da også overbevisende til semifinalen, hvor det kun var verdensmester Tai Woffinden, der havde flere point med over. Her stoppede festen desværre for danskeren, der blev nummer tre i sin semifinale.

- Det er de småbitte ting, der afgør, om man kommer i en finale, og i dag formåede jeg ikke at komme med. Det var helt op til mig selv, og det lykkedes ikke, men der er stadig masser af positivt at tage med. Det var fjerde gang i træk, jeg kom i en semifinale, og det er den stabilitet, der skal til for at komme på podiet, når sæsonen er ovre, fastslog Niels-Kristian Iversen.

- Tai Woffinden og Greg Hancock er lige et skridt foran os andre for tiden, og de kommer hele tiden med i finalerne. Realistisk set, så bliver det svært at indhente dem, men målet er stadig at komme på podiet, og det er indenfor rækkevidde. Stillingen lyver ikke, og selvom Darcy Ward lige klemte sig ind et point foran mig, så fik jeg skabt mere afstand til dem bagved mig. Det er rigtigt vigtig, fortæller Niels-Kristian Iversen.

Den danske reservekører Michael Jepsen Jensen nåede også til semifinalen i Cardiff.

Næste løb køres den 16. august i Riga