Ja fra 13 par på en magisk dag

Haderslev Kommune har fået henvendelse fra 13 par, der vil giftes 7-9-13.

Det siges at være en lykkebringende tal-kombination, og derfor har 13 par vovet pelsen for at mødes på Haderslev Rådhus på lørdag for at sige ja til hinanden.

Magiske dage

Anne-Mette Michelsen er chef for Borgerservice på Haderslev Rådhus. Hun oplyser i en pressemeddelelse, at interessen for at blive gift på magiske dage er steget de seneste år.

- Vi troede, det standsede den 12.12.12, men det gjorde det ikke, og det har vist sig, at 7.9.13 er populær, siger Anne-Mette Michelsen. Hun tilføjer, at hvis der er flere, der gerne vil med på lørdag, så er der stadig en mulighed.

Det varer nogle generationer, før der igen opstår en interessant kombination af dage og årstal.01.01.01 liger nogle år fremme.

Det uheldige tal

Tallet 13 bliver af mange anset for at være et uheldigt tal. Mange hoteller har ikke nogen 13. etage eller et værelse nummer 13. Lufthavne har ikke en gate 13. Ofte har gader i ældre kvarterer ikke en adresse med nummer 13.

Mange husker måske Apollo 13, der blev sendt op i 1970 med kurs mod månen, hvor den tredje landing skulle finde sted. Det gik godt de første to dage, men så skete der et uheld, og Apollo 13 vendte tilbage til jorden uden at nå sit mål.