Jacobs skrivebord kom hjem fra USA

Endelig er skrivebordet hjemme. Det tilhørte den berømte fotojournalist Jacob A. Riis, og nu er det kommet hjem til hans nye museum i Ribe.

Det er ikke hvilket som helst skrivebord, der er blevet sendt retur til Ribe - efter omkring 125 års ophold i USA.

Bordet tilhørte Jacob A. Riis. 

Dokumentarfotograf og journalist Jacob A. Riis blev født i Ribe i 1849. Han forlod i 1870 Ribe med kurs mod USA og drømmen om et nyt liv. Som journalist satte han som den første fokus på de fattiges levevilkår i New York ved hjælp af fotografiet.

Hans fotografier eksisterer endnu og har ikonisk status. Andre efterladenskaber er det tilgengæld småt med. Derfor er det meget vigtigt for det kommende Jacob A. Riis museum i Ribe at kunne pakke bordet ud i dag.

Jacob A. Riis skrivebord kom hjem til Ribe.
Jacob A. Riis skrivebord kom hjem til Ribe.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

Fundet i Virginia

Det er lykkedes at finde Jacob A. Riis' skrivebord langt nede i Virginia i USA. Det har stor symbolsk betydning i kraft af hans rolle som journalist, foredragsholder og forfatter.
En pæn fondsbevilling har gjort det muligt at købe og transportere bordet til Danmark. Efter en masse bureaukrati kom bordet onsdag formiddag til Ribe. 

Flemming Just, der er direktør for Sydvestjyske Museer, er en glad mand. 

- Jacob A. Riis kan vi godt være stolte af. Han var en af de tyve bedst kendte amerikanere og ven med præsident Roosevelt. 

Det er direktøren selv, der har fundet skrivebordet hos Riis' oldebarn i sydstaterne.

- Jeg var i Virginia og mødte ejermanden og så bordet og - efter lange forhandlinger - købte det. Der gik lidt Hjallerup marked i det, for han sad med den bedste hånd. Han vidste, at jeg ville have det.

Prisen ønsker direktøren dog ikke at oplyse. 

 

Danmarks vigtigste udvandrer

Dokumentarfotograf og journalist Jacob A. Riis blev født i Ribe i 1849. Han forlod i 1870 Ribe med kurs mod USA og drømmen om et nyt liv. Som journalist satte han som den første fokus på de fattiges usle forhold i New York ved hjælp af fotografiet.

Den 27. juni 2019 åbner Jacob A. Riis Museum i Ribe.
Der er indsamlet 17 mio. kr. til restaurering af hans barndomshjem og til indretning. Der bliver tale om et museum, der vil vise, hvorfor han er Danmarks måske mest betydningsfulde udvandrer i kraft af hans rolle som socialreformator og som en pioner inden for fotodokumentarisme. Hans bog, How the Other Half Lives (1890), sælges- og regnes stadig for en af de væsentligste samfundsforandrende bøger i USA.

Med i leverancen er også Jacob A. Riis’ skrivebordsstol, som befandt sig på den danske ambassade i Washington.

Det specielle er, at stolen er lavet af planker fra Danmarks sidste træfregat, Niels Juel, som deltog i slaget ved Helgoland i 1864, sammen med fregatten Jylland.
Da Riis var i Danmark i 1910, så han, at skibet var ved at blive hugget op. Han fik kaptajn Fritz Hammer til at sende nogle planker til New York og fik fremstillet en stol af dem.

Jacob A. Riis skrivebord kom hjem til Ribe.
Jacob A. Riis skrivebord kom hjem til Ribe.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD
 
Video: Jacob A. Riis-museet