To jagthunde dræbt

To jagthunde, der har været forsvundet siden 27. januar, er fundet dræbt af skud nær Egtved.

Hundene - to labradortæver - har fået fjernet halsbåndene og er smidt to forskellige steder - i en grøft og en skovkant. Det skriver Vejle Amts Folkeblad torsdag. Hundenes ejere, Birgit Hougaard Nielsen og Niels Sevart Nielsen fra Egtved, er chokerede.

- Vi forstår ikke, hvorfor de er blevet skudt. Hvad har vi gjort forkert, siger Birgit Hougaard Nielsen.

Ingen advarsler

Søndag i sidste uge fik hun besked om, at den ældste af hundene, 14-årige Tessi, var fundet i en skovkant - skudt og uden halsbånd.

Tirsdag blev familien ringet op om, at nu var den anden hund, Laura på halvandet år, fundet af en løber. Hun lå dræbt af skud og uden halsbånd i en grøft.

Lokalbetjent Stig H. Svendsen har ikke fået henvendelser fra borgere, der var trætte af de to jagthunde.

- Hvis en borger er træt af et evigt rend af hunde, er der kun én korrekt måde at gøre det på, og det er via en avis at meddele, med henvisning til Mark og Vejfredsloven, at såfremt hundene igen ses på det område, hvor de ikke må være, så vil de blive skudt, siger lokalbetjenten.