Jakketyve genkendt på video

Sydøstjyllands Politi anholdt i aftes en 18-årig mand fra Fredericia og en 17-årig kvinde fra Fyn. De sigtes for et stort indbrud i en sportsforretning natten til onsdag.

Ved indbruddet blev der stjålet en stribe dyre vinterjakker til udsalgspriser mellem 2000 og 3000 kr. Jakkerne blev fundet ved en ransagning hos den 18-årige i Fredericia i nat.

De to tyve blev genkendt på overvågningsvideo i forbindelse med indbruddet, som skete kl. 3.53 onsdag morgen.

Tyvene brækket ind i forretningen Sportsmaster i Gothersgade i Fredericia. De stak af med 10-15 jakker, som politiet mener at have fundet i lejligheden. Det skal lige afstemmes med butikken, som får jakkerne tilbage i dag.

De to unge er afhørt og løsladt igen.