Jakob Michelsen skifter til svenske Hammarby

Den svenske klub Hammarby har i dag præsenteret Sønderjyskes Jakob Michelsen som deres nye træner.

Efter længere tids rygter er det nu en kendsgerning, at Sønderjyskes træner Jakob Michelsen skifter til den svenske klub Hammerby.

Michelsen forlader Sønderjyske ved udløbet af efterårssæsonen og begynder i Hammarby ved årsskiftet.

- Vi kunne uanset ikke forlænge samarbejdet med Jakob Michelsen, som havde kontraktudløb til sommer. En ny sæson starter op i Sverige efter nytår, hvor vores egne spillere samtidigt kommer tilbage efter vinterpausen. Derfor giver det også mening at trække en streg i sandet nu således, at vores spillere i begyndelsen af januar bliver modtaget af den træner, som også skal stå ved roret for superligaholdet i den nye sæson, siger Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske i en pressemeddelelse.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal sige tak for kampen til Jakob Michelsen. Vi har været utroligt glade og tilfredse med samarbejdet, og jeg vil også med det samme gerne understrege, at vi hele vejen igennem har haft en åben, ærlig og konstruktiv dialog om fremtiden. Han har til alle tider og også i denne fase været meget opmærksom på klubben, siger Hans Jørgen Haysen.

Dermed har han to kampe tilbage som træner for Sønderjyske. Succestræneren, der blev kåret som årets træner i Danmark sidste år, har i cirka en uge forhandlet med Hammarby.

 

quote

Vi er selvfølgelig kede af, at vi skal sige tak for kampen til Jakob Michelsen.

Hans Jørgen Haysen, sportschef i Sønderjyske

 

- Nu handler det om, at vi alle i Sønderjyske fokuserer 100 % på at få sluttet et flot efterår rigtig godt af. Både Jakob Michelsen og vi er helt afklaret med, at det er noget vi gør sammen, og med den samme gejst og indstilling, som har været kendetegnende for holdet i denne og forrige sæson, siger Hans Jørgen Haysen.

Hvem der skal afløse Michelsen er endnu ikke offentliggjort. Men flere vedholdende rygter peger på Henrik Pedersen, som er assisterende træner i den tyske 2. bundesligaklub Union Berlin.

36-årige Jakob Michelsen kom til Sønderjyske fra Skive før sidste sæson og havde endnu et halvt år tilbage af sin kontrakt med sønderjyderne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.