Jane støtter Astrid - Karina støtter Annette

Kampen om formandsposten i SF deler vandene. Karina Lorentzen støtter Annette Vilhelmsen, mens Jane Findahl støtter Astrid Krag.

To regionale SF-profiler er ikke enige om, hvem der skal være formand - eller rettere -kvinde - for SF.

SF's folketingsmedlem fra Kolding, Karina Lorentzen, vil helst have Annette Vilhelmsen som formand for SF.

Nu har Jane Findahl fra Fredericia meddelt, at hun står bag Astrid Krag.

- Hun har en fantastisk evne til at samle gode folk om sig. Dermed har hun hele tiden en mangfoldighed af kompetencer omkring sig, siger Jane Findahl til DR Trekanten.