En lettet regionrådsformand: Jeg glæder mig over, at regionerne ser ud til at overleve

Venstres regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, er glad for valgets udfald. 

Stephanie Lose er en glad kvinde. 

Valgresultatet betyder nemlig, at der er større sandsynlighed for, at regionerne overlever efter regeringsskiftet.

- Det tegner til, der ikke længere er et flertal for at nedlægge regionerne, og det er jeg selvfølgelig glad for, siger Stephanie Lose, (V), formand for Region Syddanmark og Danske Regioner.

Den nu afgåede regering med Stephanie Loses partifæller i Venstre i spidsen præsenterede tilbage i januar et udspil til en ny sundhedsreform, hvor regionerne skulle nedlægges i 2020 i forbindelse med reformen, noget Stephanie Lose var meget ked af.

- Jeg er simpelthen ikke enig i, at det gavner sundhedsvæsenet, så kontant var udmeldingen fra Stephanie Lose i januar.

Men socialdemokratiet er gået til valg på at bevare regionerne. Og med rødt flertal, så håber venstre-kvinden Stephanie Lose, at regionerne kan fortsætte som nu: 

- Jeg glæder mig rigtig meget over mit parti Venstres fremgang, men jeg glæder mig også over at det ser ud til, der nu er flertal for ikke at nedlægge regionerne, siger Stephanie Lose.