Flest unge har godt fritidsliv: - Jeg har tid til det, jeg har lyst til

Godt 9 ud 10 unge i 9. klasse er glade for deres fritidsliv, viser en undersøgelse fra Børnerådet.

Venner, familie, fritidsaktiviteter – og tid til at gøre, hvad man har lyst til.

Dét er centralt, når danske 9. klasses elever skal definere, hvad det gode fritidsliv er, viser en undersøgelse fra Børnerådet. 

quote

Vi voksne taler meget om work-life balance i relation til stress, og på samme måde bør vi tale om balancen mellem skole og fritidsliv, når vi adresserer mistrivsel og præstationspres blandt børn og unge.

Mette With Hagensen, formand for Børnerådet.

Ifølge undersøgelsen mener 89 procent af unge i 9. klasse, at de har et godt eller meget godt fritidsliv. Samtidig oplever godt en ud af ti, at deres fritidsliv er dårligt eller meget dårligt.

- Det gode fritidsliv er et, hvor jeg har tid til at lave det, jeg har lyst til – både af fritidsarbejde og at være sammen med venner. Og det har jeg, siger Sindbad Bahri, der går i 9. klasse i Sønderborg.

Undersøgelsen fra Børnerådet

89 procent af de unge i 9. klasse oplever, at deres fritidsliv er godt eller meget godt. Flere drenge end piger er tilfredse.

 

11 procent mener, at de har et dårligt eller meget dårligt fritidsliv.

 

Relationer til vennerne vedligeholdes både offline og online. De unge, som er meget online, oplever større social støtte og fortrolighed med deres venner, end unge som sjældent eller aldrig er i kontakt på sociale medier.

 

67 procent af de unge går til faste aktiviteter i fritiden.

 

89 procent af de unge er fysisk aktive en eller flere gang om ugen, og de har bedre trivsel, end dem der ikke er aktive.

 

Analysen bygger på et spørgeskema blandt 1659 elever i 9. klasse, som er repræsentative for gruppen i forhold til køn, etnicitet, alder og religion.

 

Kilde: Børnerådet

Sindbad Bahri (th.) og hans ven har tid til det, de gerne vil i deres fritid. Her er de ude og nyde påskevejret, inden skolen starter igen.
Sindbad Bahri (th.) og hans ven har tid til det, de gerne vil i deres fritid. Her er de ude og nyde påskevejret, inden skolen starter igen.
Foto: Privatfoto

Han bruger en stor del af sin fritid på at være frivillig – blandt andet i organisationen Danske Skoleelever, hvor han indtil for nylig har været formand for lokalafdelingen i Sønderjylland.

Udover at bruge meget tid på organisationen og desuden elevrådet, sætter Sindbad Bahri også stor pris på at bruge tid med sine venner.

- Det er jo dem, man ved alt om – lige fra problemer til alt det gode. Hvis man har lyst til at lave et eller andet, er det altid dine venner, du spørger, siger han.

Når fritiden ikke er frirum

Det er gode nyheder, at størstedelen af unge i 9. klasse er glade for deres fritidsliv, mener formand for Børnerådet Mette With Hagensen – men der er brug for fokus på de unge, der ikke oplever fritiden som et frirum.

- Vi voksne taler meget om work-life balance i relation til stress, og på samme måde bør vi tale om balancen mellem skole og fritidsliv, når vi adresserer mistrivsel og præstationspres blandt børn og unge, siger hun.

quote

Måske er der brug for, at skolerne er bedre til at informere eleverne om fritidsmuligheder.

Sindbad Bahri, 9. klasse, Sønderborg

Sindbad Bahri er en af de 9. klasses elever, som føler, at han har et godt fritidsliv. Hvis man spørger ham, kan man måske hjælpe de unge, der ikke har det på samme måde, ved at vise dem forskellige muligheder.

- Jeg fandt selv først sent ud af, at man kan gå til fodbold og alt muligt – så måske er der brug for, at skolerne er bedre til at informere eleverne om, hvad der er af fritidsmuligheder, siger Sindbad Bahri.