To SF-kvinder kæmper om samme mandat: - Jeg kommer nok ikke til at sove meget i nat

Nanna Bonde og Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF kæmper om det samme sydjyske mandat. Den enes nattesøvn er truet, og den anden siger farvel til landspolitik, hvis hun ikke tager mandatet.

De to kvindelige spidskandidater fra SF i Sydjyllands Storkreds, Karina Lorentzen Dehnhardt og Nanna Bonde, er i disse timer både lettede og samtidig spændte. 

Lettede, fordi SF ser ud til at genvinde et mandat i Sydjyllands Storkreds. Og spændte, fordi de to formentlig kommer til at kæmpe imod hinanden om netop det ene mandat. 

- Jeg føler lidt, at vælgerne har fået tilliden tilbage til SF, lyder det fra Karina Lorentzen Dehnhardt. 

- Det allervigtigste for mig er, at SF igen får en sydjysk stemme. 

Og Nanna Bonde, der har været SFs spidskandidat i de sønderjyske valgkredse, er enig. 

- På nationalt plan er det jo et rigtigt godt valg til SF, så det er jeg bare rigtigt, rigtigt stolt af. Vi står til et fantastisk valg.

- Jeg håber på en plads, men Karina er en rigtig dygtig kandidat, siger Nanna Bonde.

- Jeg får nok ikke sovet meget i nat

Men under glæden over SFs fremgang lurer også spændingen om, hvem der får SFs ene mandat i Sydjyllands Storkreds.

Umiddelbart er de eneste to bejlere Nanna Bonde og Karina Lorentzen Dehnhardt. Førstnævnte lægger ikke skjul på, at det nok kommer til at påvirke nattesøvnen.

- Jeg kommer nok ikke til at sove så meget i nat. Jeg kommer nok til hele tiden at vende og dreje mig. Jeg er meget spændt på, hvordan det hele ser ud i morgen, siger den yngste af de to kandidater. 

Karina Lorentzen Dehnhardt varsler et farvel til landspolitik, hvis hun ikke får SFs sydjyske mandat. 

Karina Lorentzen Dehnhardt, der lige nøjagtig ikke kom ind ved seneste folketingsvalg i 2015, er ligeledes spændt på, hvordan torsdagen forløber.

Hun siger, at det formentlig bliver et farvel til landspolitik for hendes vedkommende, hvis hun ikke bliver valgt ind i denne omgang. Hun er også byrådsmedlem for SF i Kolding Byråd. 

- Jeg tror, at hvis det ikke lykkedes den her gang, så skal man nok se sig om efter nogle andre kræfter, der kan løfte SF. Fire år er meget lang tid at vente på at komme på valg igen. Det bliver i hvert fald ikke med mig, siger det tidligere folketingsmedlem Karina Lorentzen Dehnhardt.

De personlige stemmer bliver talt op i løbet af torsdagen. Du kan følge med hele dagen her.