TV SYDs journalist udfordrer sig selv: Fem dage uden skrald

TV SYDs journalist Karoline Lunddal Dam vil de næste fem dage, i samarbejde med 'zero waster' Sille Andersen, forsøge at leve uden at smide affald i skraldespanden.

Hvor ofte åbner du køkkenlågen under vasken for at smide noget i skraldespanden? Jeg gør det tit – for tit.

De seneste tal fra Miljø- og Fødevarestyrelsen viser, at de danske husholdninger smider cirka 3.451.000 tons affald ud om året. Det svarer til, at du og jeg – og vores naboer – hver især smider omkring 610 kilo affald ud årligt. Og selvom cirka 48 procent af affaldet bliver genanvendt, synes jeg stadig, det er rigtig mange kilo.

I slutningen af marts afholdte Danmarks Naturfredningsforening den årlige affaldsindsamling. Indsamlingen lavede vi både artikler og tv om her på TV SYD.  Det fik mig til at tænke på, hvor meget skrald vi egentlig producerer. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring: I fem dage skal jeg undgå at skabe affald så vidt som muligt. Med andre ord skal jeg forsøge at leve efter zero waste-princippet.

Hvad er 'zero waste'?

  • Direkte oversat betyder det 'nul affald'
  • Det er et livstilsprincip, hvor du skal undgå at skabe affald
  • Du skal altså finde alternativer til indkøb og forbrug, så du undgår at producere affald

Projekt 'nul affald'

De seneste fem dage har jeg samlet mit affald for at se, hvor meget jeg egentlig selv smider ud. Det blev til 7,6 kilo skrald – bare fra mig. De antal kilo vil jeg nu se, hvor meget jeg kan reducere ved simpelthen at fravælge affald og finde alternativer, hvor det er muligt.

quote

Jeg håber, at det kan inspirere andre til at lave nogle små ændringer i deres livsstil.

Sille Andersen, zero waster og projektets guide, Gørding

Men jeg må erkende, at jeg er rimelig grøn i zero waste-verden, så derfor har jeg allieret mig med Sille Andersen. Hun bor med sin familie i Gørding, og de har levet efter zero waste-princippet i cirka otte år. Derudover ejer hun en webshop, hvor hun sælger bæredygtige og genanvendelige produkter, så hendes kunder også producerer mindre skrald.

- Jeg synes, det er så vigtigt, at vi får spredt budskabet på en god måde, og jeg håber, at det kan inspirere andre til at lave nogle små ændringer i deres livsstil, siger Sille Andersen.

Udfordringer skubber på

Sille vil guide gennem dagene, og så vil hun hver dag give mig en ekstra udfordring, som skal minimere min mængde affald endnu mere, og så vil hun komme med tips til, hvordan du selv kan komme i gang med at reducere din mængde skrald.

Du kan følge med i livet uden affald hver aften fra mandag til fredag gennem videoer på TV SYD’s facebook-side. Du vil også kunne se, hvordan alle fem dage er gået - og om jeg ”består" prøven - her på tvsyd.dk, når jeg er færdig med min debut som zero waster på lørdag.