Mathias' store drøm: Jeg vil være mere sammen med mine forældre

Som en del af et særligt forløb på Vadehavsskolerne i Ribe og Gredstedbro fik 8.-klasserne til opgave at drømme. Mathias Holm Christiansen fik opfyldt sin drøm.

Han har sat sig intetanende på trappen sammen med sine klassekamerater fra 8.-klasserne på Ansgarskolen i Ribe. Men snart spærrer han øjnene op. For så finder han ud af, at hans drøm er gået i opfyldelse: At tage på tur til Randers Regnskov - sammen med sin familie. Far, mor og bror. 

- Mine forældre arbejder meget. Min far kommer tit lidt sent hjem fra sit arbejde på brandstationen og min mor har ofte opgaver med hjem, som hun skal rette, siger Mathias Holm Christiansen.

Skoleopgave: Drøm løs

Han har sammen med de andre i 8.-klasse haft til opgave at drømme. Stort eller småt. Det er ligegyldigt. Bare drømme.

- Alle drømme har sin ret, som lærer Mette Okholm Grann siger.

quote

De er sådan nogle fantastiske forældre, der arbejder meget for at give min bror og mig et godt liv.

Mathias Holm Christiansen

Og Mathias drømte altså om en familietur til Randers Regnskov. Og her foran alle sine med-drømmere får han overrakt fire billetter.

Overraskelse 

En overraskelse kommer ikke alene. Hans forældre står der skam også, og de får et kæmpe-kram af deres søn.  

- Jeg vil gerne på tur med dem, fordi de er sådan nogle fantastiske forældre, der arbejder meget for at give min bror og mig et godt liv, siger han. 

quote

Det er jo det spørgsmål, man altid stiller sig selv. Kan vi gøre mere?

Mathias' fra Jan Christiansen.

Dårlig samvittighed

Hans ord presser tårerne frem i hans mors øjenkroge og faderens ansigtskulør skifter til farven "stolthed". Også selv om hans drøm også pirker til deres dårlige samvittighed. 

- Ja, det kunne jeg godt mærke. Ikke så lang tid, men jeg nåede at tænke: "Åh, der burde jeg have tænkt på", siger lærer Else Holm Hansen. 

- Det er jo det spørgsmål, man altid stiller sig selv. Kan vi gøre mere? Det er en prioritering. Vi kæmper, siger beredskabsinspektør Jan Christiansen. 

Lille men vigtig drøm 

De to lærere, Mette Okholm Grann og Ditte-Louise Henriksen, der har sat eleverne i gang med at drømme, faldt pladask for Mathias's drøm, da de læste om den. 

- Det er jo en af hverdagens små drømme. Jeg tænker, det er måske ikke SÅ svært at komme derhen, men ikke desto mindre er det en super-vigtig drøm, fordi den handler om, hvem man gerne vil dele sine drømme med. For Mathias var det ikke en drøm om selv at tage afsted, men om at han ville afsted med sin familie, siger Mette Okholm Grann. 

Norsk koncept

Vadehavsskolerne er med i et såkaldt MOT-forløb. Det er et norsk koncept - mot betyder mod. Det vil skabe mere robuste unge. Knap 100 folkeskoler i Danmark arbejder ud fra MOT's ideer. Drømmene er en del af forløbet, og eleverne på Ribe-skolen har været i gang med at drømme alt muligt forskelligt.

Det er vigtigt at sige sine drømme højt. Så bliver de mere virkelige.
Det er vigtigt at sige sine drømme højt. Så bliver de mere virkelige.
Foto: Finn Grahndin

- Jeg vil gerne være professionel rytter, siger Line Bach Skovhus. 

- Jeg drømmer om at rejse rundt i hele verdenen, og opleve alle de mange spændende ting, der sker, siger Ellis Yi Ru Mohr Larsen. 

- Jeg drømmer om at møde Yussuf Yurary Poulsen. Han spiller på det danske landshold og han er sej, siger Aviaja Darling Bunk. 

- Jeg drømmer om at blive skuespiller, fordi det må være fantastisk at stå på en scene og spille en rolle, siger Emma Bo Stenderup. 

Familie på tur. Sammen 

Det er drømme er vigtigt. 

- Når man fortæller om dem og tør sige dem højt, så bliver drømme mere virkelige for os, og vi begynder at bevæge os mere i retning af vores drømme, siger Mette Okholm Grann. 

Nu har familien Holm Christiansen i hvert fald muligheden for at tage på en udflugt. Sammen. 

Du kan læse mere om MOT ved at klikke her.