Jelling har måske været en borg

Jelling i Sydjylland var i slutningen af 900-tallet andet og mere end bare et monument med gravhøje for kong Gorm den Gamle og dronning Thyra.

I den sidste del af vikingetiden (omkring 800-1050) har der været enten en militær forlægning, administration eller andre aktiviteter i større stil samlet på stedet, tyder nye fund på ifølge projektleder og seniorforsker ved Nationalmuseet, Anne Pedersen.

- Vi må nu gå ud fra, at der er foregået andet i Jelling end bare opførelsen af de to høje, siger hun.

Hidtil har arkæologerne ikke fundet spor af bygninger. Ej heller efterladenskaber, der kunne tyde på, at der er foregået handel eller håndværk på stedet.

De har i årevis gravet forgæves i håb om at finde spor efter en rigtig kongsgård, fordi de har gættet på, at Jellinghøjenes fader og Gorms og Thyras søn, Harald Blåtand (ca. 940-986), kan have boet der.

Aflange hustomter

Men i de seneste dage har arkæologerne afdækket tre aflange hustomter i stil med dem, der er fundet i ringborgene, Trelleborg og Fyrkat. Der er ingen organiske rester tilbage af husene, så de kan tidsfæstes med kulstof 14-analyser eller lignende.

Men på grund af ligheden regner arkæologerne med, at de er fra omkring år 980 ligesom Trelleborg og Fyrkat, der er tidsfæstede med analyser af årringe. Jellingstenen tidsfæster arkæologerne skønsmæssigt til omkring år 965. Så bygningsværket i Jelling er nok kommet til lidt senere, skønner Anne Pedersen.

Byplan

Husene har ligget inden for en palisademur omkring Jellingstenene, gravhøjene og kirken, som arkæologerne fandt spor af i 2006 og 2007.

Der er endnu ikke fundet så mange bygninger som ved ringborgene, der har været militærbaser. Derfor kan arkæologerne foreløbig kun gætte om, hvad bygningerne i Jelling har været brugt til, siger Anne Pedersen.

- Men vores foreløbige indtryk er, at der har været en organiseret aktivitet. Det var ikke bygninger, som man har anbragt tilfældigt. Det ser ud til, at der har været en plan med en meget præcis udlægning af palisadeanlægget med fuldstændig lige linjer, siger hun.

Fundene af hustomterne placerer Jelling på det daværende danmarkskort som et regulært aktivitetscenter i forlængelse af den flere hundrede meter lange og nærtliggende Ravningbro over Vejle Ådal og på linje med Trelleborg og Fyrkat.

De nylige fund i Jelling bestyrker arkæologerne i antagelser om, at vikingerne har haft et stort organisationstalent og høj teknisk viden.

- Det vidner måske også om, at kongemagten har haft en høj ambition, siger Anne Pedersen om det samlede billede af Jelling og ringborgene.

Arkæologerne graver videre til august og håber at finde flere hustomter og få mere sikker viden.