Jellingstenen skal renses hurtigst muligt

Det er et kapløb mod tiden at få renset Jellingstenen. Graffiti-malingen er nemlig ikke hærdet. Og det er godt.

Et af Danmarks største nationalklenodier, Jellingstenen, bliver nu renset for den graffiti, den 1000 år gamle runesten forrige weekend blev oversprøjtet med. Det oplyser Nationalmuseet.

Siden hærværket fandt sted har danske, norske og svenske eksperter arbejdet på at finde den mest skånsomme metode at rense stenen på. Og efter forsøg på Nationalmuseets Bevaringsafdeling er konklusionen, at rensningen skal foregå hurtigst muligt.

Det viser sig nemlig, at graffitimalingen endnu ikke er fuldt hærdet, og derfor er det altså et kapløb med tiden, stenkonservatorerne står over for.

Heldigvis kan de glæde sig over det kolde vejr herhjemme, da frosten har forsinket de kemiske processer i malingen.

En 15-årig dreng fra lokalområdet har erkendt, at det var ham, der skrev "Gelwane" med grøn spraymaling på to sider af den store Jellingsten. Han sigtes for hærværk.

I første omgang betegnede formanden for Jelling Menighedsråd, Gunni Højvang, hærværket som "en katastrofe". Frygten var, at malingen var trængt ind i oldtidsmindet, som Harald Blåtand rejste omkring år 965.

Nationalmuseet afholder pressemøde tirsdag den 22. februar, hvor de blandt andet vil fremvise arbejdsgangen omkring restaureringen.