Jels Vikingespil er årets mest Fantastiske Fællesskab i Syd- og Sønderjylland

Torsdag aften blev vinderen afsløret af Syd- og Sønderjyllands mest fantastiske fællesskab – Jels Vikingespil løb med sejren og går videre til landsfinalen.

- Det er jo kulminationen på hårdt arbejde. En fantastisk sommer vi har haft, og nogle fantastiske mennesker vi er sammen med hele tiden.

Sådan siger formanden for Jels Vikingespil, Bruno Bennedsen, efter vikingespillet torsdag aften blev kåret som årets mest fantastiske fællesskab i TV SYDs område. De var blandt de ti nominerede fællesskaber, der har kæmpet om jeres SMS-stemmer i kampen om titlen som regional vinder af Fantastiske Fællesskaber.

 

Bag projektet Fantastiske Fællesskaber står de otte TV 2-regioner samt Lokale- og Anlægsfonden og Tuborgfondet. Og det er en meget værdig vinder, mener direktøren for TV SYD, Betina Bendix, der selv har siddet med i den jury, der har valgt de ti nominerede.

- Jels Vikingespil er et fantastisk fællesskab, fordi det hvert eneste år glæder masser af mennesker, både dem der spiller og dem, der kigger på. Jeg har selv været tilskuer til Vikingespillet, og det var en imponerende oplevelse, siger Betina Bendix, direktør på TV SYD.

Selvom der torsdag er kåret én vinder, så håber direktøren, at projektet har været en positiv oplevelse for alle de ti fællesskaber, der har været med.

- Jeg håber, at de vil huske tilbage på Fantastiske Fællesskaber for den opmærksomhed, fællesskaber har fået af seere og brugere. Flere tusinde SMS-stemmer i TV SYDs område vidner om, at opbakningen er stor. Jeg håber også, de ti kan bruge nomineringen til at hverve nye medlemmer, siger hun.

Landsfinalebillet og yderligere 100.000 kroner på højkant

Med titlen følger en præmie på 50.000 kroner og en billet til landsfinalen. Her skal Jels Vikingespil dyste mod vinderne fra de øvrige TV 2-regioner om yderligere 100.000 kroner.

- Jels Vikingespil skal repræsentere Syd- og Sønderjylland i landsfinalen. Der tror jeg, de kan nå langt. Jels Vikingespil har en lang historie og skaber så meget glæde omkring sig, at det spreder sig langt ud over dem, der er en del af selve spillet. Det synes jeg er en meget positiv ting for et fællesskab, at det ikke er lukket om sig selv, siger Betina Bendix.