Jens tager hjemmekemo: Man får lov til at beholde sit almindelige liv

Som én af de første i Syd- og Sønderjylland er Jens Hedegaard med i et forsøg, hvor han selv tager sin kemo derhjemme.

Jens Hedegaard står på havnen i Årøsund ved Lillebælt, hvor han arbejder som havnefoged. For selvom han er alvorligt syg, så passer han sit arbejde. Det kan kun lade sig gøre, fordi han er med i en forsøgsordning, hvor han selv tager sin kemo.

- At gå hjem og tænke på, at du er syg, får man mere energi af det? Næh, jeg gør i hvert fald ikke, siger Jens Hedegaard på havnen i Årøsund.

Kigger man godt efter, så afslører et drop på højre side af hans hals, at ikke alt er, som det skal være. Droppet er lagt af lægerne på Odense Universitetshospital, og sammen med det bruger Jens Hedegaard det apparat, som to gange dagligt pumper en dosis kemo ind i hans krop. 

quote

Jeg er tryg ved at have pumpen herhjemme, for det er jo bare teknik

Jens Hedegaard

- Jeg er tryg ved at have pumpen herhjemme, for det er jo bare teknik. Det er en tidsstyrret pumpe, som starter og slutter, fortæller Jens Hedegaard, mens han sidder og ved spisebordet og forbereder sin dosis af kemo.

Hjemmekemoen gør, at Jens Hedegaard sparer mange ture mellem Årøsund og universitetshospitalet i Odense. Tid, som han i stedet bruger sammen med sin familie.

quote

Du får lov til at beholde dit almindelige liv, fordi du kan gå og agere på alle måder, som du plejer at gøre

Jens Hedegaard

- Vi har det rigtig godt med, at han er hjemme. Jeg synes, det er rart, at vi ikke skal pendle frem og tilbage for at besøge ham. Og at vi kan have et normalt familieforhold, som alle andre danskere også har, siger hans datter Sarah Flindt.

Da hjemmekemoen stadig er et forsøgsprojekt, er det langt fra alle patienter, der får tilbuddet. Alligevel vil Jens Hedegaard anbefale andre patienter at tage imod hjemmekemo, hvis de får tilbuddet. 

- Du får lov til at beholde dit almindelige liv, fordi du kan gå og agere på alle måder, som du plejer at gøre, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.