Jernbaneoverskæring holdes åben: De lader hånt om menneskers liv

Lukningen af usikrede jernbaneoverskæringer bliver ikke rykket frem, selvom to mennesker mistede livet ved en overgang tirsdag.

Tirsdag mistede to personer livet ved en usikret jernbaneoverskæring i Sig i Varde kommune, da et tog ramte en minibus. Alligevel bliver overgangen ikke lukket før næste år. Det var ellers meningen, at overgangen skulle have været lukket inden udgangen af 2018.

Torsdag aften var der møde i forligskredsen, hvor sikringen af landets overkørsler var på programmet. Her blev partierne i forligskredsen enige om, at fastholde beslutningen fra 2009. Det fremgår af en pressemeddelse fra Transport-, bygnings- og boligministeriet. I pressemedelelsen står desuden:

"Forligskredsen har afsøgt muligheden for at fremskynde processen, men har noteret sig, at det ikke er praktisk muligt."

Den melding får en hård modtagelse hos Preben Friis-Hauge (V), der er byrådsmedlem i Varde.

- Man lader simpelthen hånt om de døde, når man kommer med sådan en udmelding 48 timer efter ulykken. Det tenderer til arrogance, siger han til TV SYD.

For tre år siden var Preben Friis-Hauge var med Banedanmark ude at tilse overgangen nord for Varde. Efter tirsdagens ulykke sagde han følgende til TV SYD:

- Det var tre år siden. Hvem kunne forestille sig, det ikke var lavet endnu? Det er en skandale, siger byrådsmedlemmet. 

Der er stadig 119 usikrede jernbaneoverskæringer i landet. Ud af dem når 26 ikke at blive sikret eller nedlagt inden udgangen af 2018. Til gengæld tilbyder Transportministeriet ekstraordinær skiltning på de pågældende overgange. 

- Der er ingen, der har brokket sig over skiltningen. Problemet er, at det ikke virker, når der ikke er lys eller lyd. Det er enormt trist, at man ikke har større respekt for folks sikkerhed, siger Preben Friis-Hauge.