Jes vil leve af sin køkkenhave

29-årige Jes Hjort-Malmberg fra Darum har droppet sin karriere som forsikringssælger og solgt sin Tesla til fordel for noget mere minimalistisk. Han vil leve af at dyrke og sælge biodynamiske grønsager fra sin ”forvoksede køkkenhave”.

Det er en meget stor villahave. Sådan set med en husejers øjne. Men landbrugsmæssigt er den lille-bitte. Bare 7.000 kvadratmeter, men selve dyrkningsarealet er helt nede på under 1.500 kvadratmeter. Alligevel siger Jes Hjort-Malmberg:

- Hvis du kører efter det princip, som jeg kører efter, så kan du få ufattelig meget ud af din have, og du kan komme til at leve af det. Uden problemer.   

Han producerer friske biodynamiske grønsager, bær og frugter. Til salg til private – som fra den opstillede vejbod i Darum – men nok mere givtigt til cafeer og restauranter. Som gerne køber.

- De er ikke vant til at se friske råvarer høstet lige før, de bliver leveret. De kan sagtens smage, at de ikke har været transporteret halvdelen af jorden rundt, og de ikke har ligget længe i en emballage. Det kan de se og smage. Og det kan deres kunder også, siger Jes Hjort-Malmberg.

Den 29-årige køkkenhave-ejer var assurandøruddannet på forsikringsakademiet og med god løn og en Tesla i garagen, da han vendte det hele ryggen.

quote

Jeg anser det faktisk ikke som arbejde, men som fritid.

Jes Hjort-Malmberg

- Jeg tror, det begyndte med, at jeg fik børn og tænkte på, hvad det er, vi giver videre til næste generation, siger Jes Hjort-Malmberg.  

Nu hopper solsorten rundt for at hjælpe ham med at udrydde de insekter, der æder hans grønsager. Der er meget arbejde i at passe selv en ”forvokset køkkenhave”, som han kalder den.

- Men jeg anser det faktisk ikke som arbejde, men som fritid. For hvad ville jeg have lavet i min fritid ellers? Jeg føler, at jeg har fri altid, når jeg er her i køkkenhaven, siger han.

Alle udgifter er skruet langt ned. Og han skal ikke til at kæmpe drabelige sværdslag med banken om gæld, som andre landmænd ofte gør, for der er ingen gæld i køkkenhave-bruget.  

Konceptet er taget fra udlandet. Kendt fra blandt andet Frankrig, hvor mange tjener deres udkomme ved at dyrke grønsager og sælge dem på markedet. I USA kaldes det ”small farming”. Jes Hjort-Malmberg håber, at flere vil prøve det. For fremtidens generation.