260 jobsøgende vrimler til Tønder

Der er stor interesse for de opslåede stillinger hos SKAT i Tønder. 260 interesserede bliver fordelt på flere hold til åbent hus arrangement.

Rigtig mange er nysgerrige efter at vide mere om de 50 nyoprettede stillinger som skatteinddriver hos SKAT i Tønder.

Derfor er SKAT nødsaget til at fordele de 260 tilmeldte på to hold, når der tirsdag eftermiddag er mulighed for at høre og se mere om de mange stillinger.

SKAT søger 50 nye medarbejdere som en del af de 300 ekstra medarbejdere, der er tilført SKAT for at styrke inddrivelsen af skat.

Det er bl.a. folk med baggrund i banker, den offentlige administration og bogholdere, som kan komme i betragtning til de nye stillinger.

Der er i dag 126 medarbejdere hos SKAT i Tønder. Planen er, at der skal være 230 medarbejdere.