Jønke: Politiet prøver at skræmme

Hells Angels mener, at politi og kommune forsøger at tegne et skræmmebillede af rocker-klubben som en sekt, unge ikke kan melde sig ud af. Det tager 30 sekunder at melde sig ud, siger talsmand Jørn Jønke Nielsen.

Som tidligere omtalt har Esbjerg Kommune, politiet og Kriminalforsorgen oprettet en exit-enhed som skal hjælpe bandemedlemmer med at melde sig ud. Politiet mener, at unge bliver truet til at begå kriminaltet, hvis de f.eks. har fået en narkogæld.

- Vi kan melde hus forbi, siger Jørn Jønke Nielsen til TV SYD. Alle kan melde sig ud hos os, og hvis politiet siger, at de har fået seks henvendelser, er det ikke her fra. Vi har ikke haft et eneste medlem, der har meldt sig ud i den tid, vi har været i Esbjerg.

Politiet vil ikke udtale sig

Politiinspektør Lars Bræmhøj fra Syd- og Sønderjyllands Politi, har ikke ønsket at kommentere sagen. Politiet ønsker ikke at udtale sig til TV SYD, når tv-stationen har ønsket spørge den anden part i sagen.

- Rockerne er en organisation af dybt kriminelle, som uddanner unge til kriminalitet, lyder begrundelsen fra politiet.

Jørgen Bruun fra Borgerservice i Esbjerg Kommune vil godt være med i TV SYDs indslag. Han fortæller, hvordan unge kan få hjælp til at skifte navn, flytte til andre byer og starte på nye uddannelser der.

Det er de muligheder exit-enheden har for at hjælpe.

Over 25 år

Jørn Jønke Nielsen afviser, at Hells Angels har så unge medlemmer.

- Vi har ingen medlemmer under 25 år, hævder han.

Det modbevises dog at billeder, som TV SYD har optaget omkring rockerborgen på Ingemanns Alle i Esbjerg.

I TV SYD kl. 19.30 medvirker Michael Green, som er talsmand for Foreningen af tidligere bandemedlemmer. 

Han afviser, at det er så let at melde sig ud af rocker-miljøet, som Jørn Jønke Nielsen siger.