Jørgens græskar får dyne på: -Det skal ikke fryse

Jørgen Øllegaard Jensen fra Nr. Nebel er specialist i at dyrke store græskar. Lørdag skal han forsvare sit danske mesterskab i kæmpegræskar.

Danmarksmesterskabet i græskar-dyrkning kulminerer lørdag i Tivoli i København. Jørgen Øllegaard Jensen fra Nr. Nebel vandt sidste år med et græskar på 485,4 kilo.

Der skulle hele syv mænd til at løfte vindergræskaret, og Jørgen tog Danmarksrekorden, som fortsat er på 485,4 kilo. Derved slog han ægteparret Hanne og Lasse Kolding fra Sydsjælland af pinden. De havde ellers rekorden, som de satte i 2012 med et græskar på 451,4 kilo.

I år kæmper Jørgen Øllegaard Jensen om titel og ære mod ti konkurrenter.
De deltagende græskar bliver vejet og udstillet ved boblespringvandet foran Nimb i Tivoli på lørdag og kan ses i forbindelse med Halloween i Tivoli til og med den 4. november.

- Det er et stærkt felt i år, så jeg regner ikke med at vinde, fortæller Jørgen Øllegaard Jensen.

Han forklarer, at den varme sommer har skabt for meget varme i drivhuset, og selvom han har forsøgt åbne dørene i drivhuset og lufte ud, har det ikke virket tilstrækkeligt. Græskarret er ikke vokset så meget i år, som det har gjort tidligere, men til gengæld har Jørgen Øllegaard Jensen solgt 300 frø.

- Jeg ved, at nogle af de frø er vokset godt, så det ville da være sjovt, hvis det blev et græskar avlet på et af dem, der vinder. Så det er lidt min egen skyld, hvis jeg taber, men jeg håber på at beholde min Danmarksrekord, siger Jørgen Øllegaard Jensen.