John Snedker opgiver at blive borgmester

Socialdemokratiets spidskandidat i Esbjerg, John Snedker, opgiver at blive borgmester.

Tredje gang var ikke lykkens gang for John Snedker fra Socialdemokratiet, der nu opgiver at blive borgmester i Esbjerg Kommune. På trods af, at han lige er blevet genvalgt til Esbjerg Byråd for fire år, så ved John Snedker allerede nu, at han om fire år ikke er partiets borgmesterkandidat.

- Det er det eneste rigtige at gøre. Så kan der komme nye kræfter i spil, siger John Snedker til TV SYD.

John Snedker fik ved kommunalvalget i år 6.860 personlige stemmer. Esbjergs nye borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Venstre fik 7.159 personlige stemmer.

- Jeg meddelte allerede dagen efter valget min partiformand, at jeg ikke stiller mig til rådighed som borgmesterkandidat næste gang, således at konstitueringen af den nye socialdemokratiske byrådsgruppe kunne ske med denne viden og i det lys, udtaler John Snedker i en pressemeddelelse.  

Hvem der bliver partiets nye spidskandidat, ved de ikke endnu.

Hør John Snedker fortælle, hvorfor det er vemodigt at sige farvel til spidskandidatposten: