Jomfruelig asfalt tages i brug i næste uge

Om en uge får bilisterne lov til at køre på den jomfruelige asfalt i det udvidede nordgående spor på motorvejen fra Skærup til Vejle. Dog ikke i fuld bredde.

- Vi arbejder på de sidste detaljer netop nu, fortæller projektleder Robin Højen Madsen til TV SYD. Og det ser ud til, at vi delvist kan lukke op for det nordgående spor i næste uge - eller ugen efter, hvis vejret driller.

Kun i to spor

I første omgang slippes bilisterne dog kun løs i to spor.

- Der mangler stadig noget hegn og beplantning på strækningen, fortæller Robin Højen Madsen.

I disse dage sætter skilte op på strækningen, som i de sidste to uger har set meget færdig ud - med afstribning.

Afhændige af vejret

Når det nordgående spor lukkes op, skal det sydgående spor, som i mange måneder har haft alle fire spor, have nye striber.

- Vi er afhængige af vejret, når der skal laves striber. Det må ikke regne, når vi gør det. Og det må ikke være for koldt. Så hvis vejret driller, kan åbningen bliver udskudt. Men vi er godt med, siger projektlederen til TV SYD.

Hvornår ministeren kan komme og erklære den udvidede motorvej for åben, vides endnu ikke.

- Det får I besked om i løbet af otte dage.

Udvidelsen af motorvejen omkring Vejle har kostet 1,5 milliard kroner. Arbejdet har stået på i tre år.

Og det er faktisk hurtigt. Oprindelig regnede Vejdirektoratet med, at vejen først ville være færdig i november - 2015.