Jonas Dal får nyt trænerjob - og henter fortsat løn i Esbjerg fB

Den fyrede Esbjerg fB-træner Jonas Dal bliver ny træner i 2. divisionsklubben Kjellerup IF. Selvom Jonas Dal blev fyret juni 2016, er han fortsat på lønningslisten i Esbjerg fB.

Den 40-årige fodboldtræner har stået uden trænerjob, siden han for snart et år siden blev fyret i Esbjerg. Jonas Dal er stadig på kontrakt i Esbjerg, og 2. division er det højeste niveau, som kontrakten med EfB tillader ham at træne på. 

- Det er, hvad jeg kan få lov til, og det er en del af gamet. Andet vil være konkurrenceforvridende. Jeg er glad for, at jeg trods alt har mulighed for at træne fodbold. Jeg har fået tilbud fra andre klubber, men det passer ikke lige så godt som Kjellerup. Jeg har sagt ja, fordi jeg mener, jeg kan gøre en forskel i klubben, siger Jonas Dal til TV Midtvest.

Jonas Dal var, inden han blev ansat i Esbjerg fB i oktober 2015, cheftræner i Hobro, som han både førte op i superligaen og siden førte til en flot 7.-plads i den bedste række.

I Esbjerg blev han fyret 30. juni sidste år umiddelbart før sæsonstarten. Efter fyringen har Esbjerg fB og Jonas Dal ikke kunnet blive enige om betingelserne for at ophæve deres kontrakt, hvorfor han stadig er på klubbens lønningsliste.

Jonas Dal ser frem til at komme i gang igen som træner - også selvom det er i den tredjebedste række.

- Jeg er helt vild glad og klar på at komme ud og træne noget fodbold. Nu handler det om at blive en del af et team. I Kjellerup er der en ung trup, som er på vej til noget stort, og der er en positiv historie omkring klubben med folk, der gør et stort frivilligt stykke arbejde, siger Jonas Dal.

Kjellerup IF sluttede sæsonen på en tredjeplads i 2. division efter Brabrand og Thisted.

Jonas Dal har skrevet under på en etårig kontrakt med KIF og begynder arbejdet den 1. juli.